Dark Souls 2: Crown of the Ivory King

DLC_3_Crown_of_the_Ivory_King

Udviklerne lovede grusomheder udover det sædvanlige, selv i forhold til Souls standarder, og det skuffer ikke. Den sidste dlc til Dark Souls 2 er udgivet, og jeg har haft fornøjelsen (?) af, at smage på de tørre tæsk, som der blev lovet. Dlc’en foregår i den frosne by, Eleum Loyce, hvor Alsanna, det sidste Child of Dark i The Lost Crowns-trilogien, holder til. Udefra virker byen som en fæstning med høje stenmure, mere beregnet til at holde noget inde end ude i det golde landskab, og da jeg nærmer mig porten forstår jeg hvorfor. En hviskende kvindestemme beder mig vende om, forsvinde fra byen, og aldrig se mig tilbage, og i samme sekund skyder enorme issyle i form af trærødder ud af porten, og får mig både til at stoppe op i frygt for, hvad disse kolosale kløer vil gøre, og samtidig dannes der associationer om The Bed of Chaos fra Dark Souls 1, og de mareridt der fulgte med den kamp. Jeg våger mig listende ind gennem sprækken i porten med skjoldet hævet, klar til at tage imod det første slag som aldrig kommer. Hele byen er dækket af is og tåge, hvilket gør det svært at se den større helhed i landskabet, og skaber en klaustrofobisk forvirring om, hvor man bevæger og befinder sig, da alt synes at presse sig tæt op ad dig. Jeg tænker for mig selv, om det i hele taget er en del af historien i spillet, eller blot for at gøre det sværere. Et uopmærksomt øjeblik er nok til, at falde ud over en kant eller blive offer for baghold, og efter lidt tid gør det ondt i øjnene af at koncentrere sig om, hvor den næste fjende eller afgrund befinder sig på grund af det dårlige udsyn. Det bliver dog ikke bedre, da jeg støder på den første boss. Den samme stemme som bad mig forlade byen lyder igen. Denne gang beder den til, at det bliver hurtigt og smertefrit. Og hurtigt bliver det, da mit liv forsvinder i to hurtige klumper, og efterlader mig som en blodpøl midt på den bro, hvor kampen skulle have fundet sted. Jeg tænker, at det måtte være min egen uopmærksomhed der var skyld i det, og bevæger mig mod tågedøren for, at udfordre bossen igen. En besked fra en anden spiller får mig dog til at skifte mening, da der foreslås at der skal bruges en bestemt genstand for at gøre kampen lidt nemmere. Med det i tankerne, begiver jeg mig ud gennem den frosne by efter nævnte genstand. Men det er ikke kun landskabet, der er frossent. Byens tidligere beboere og beskyttere er frosne skygger af deres levende selv, og forsøger efter bedste evne, at gøre dig til en af deres egne. Og en gang især lykkedes det én, at få mig til at bide i gruset, da jeg tager en npc for en kærkommen hjælp i de grusomme omgivelser…. Ok… Han fik mig to gange, før jeg lærte det.

Dark-Souls-II_2014_09-18-14_009

Timer senere har jeg kæmpet mig vej gennem dusiner af fjender, og takket være online features der viser andre spilleres sidste sekunder lykkedes det mig, ved hjælp af andres lidelser, at holde mit dødstal på et minimum, og endelig fået den genstand der skal lade mig besejre den første boss. Med selvsikkerhed begiver jeg mig mod min hævn fra første runde. En enorm sabeltiger, som både har fart, styrke og magi til sin rådighed kommer mig i møde på den sneklædte bro. Efter hvad der føles som en episk duel vinder sabeltigeren igen, og igen, og igen. I bedste Dark Souls stil, får jeg serveret det ene bundt øretæver efter det andet, men i sidste ende, vinder jeg endelig takket være to spillere fra Sunbro (Warrior of Sunlight, red.) Covernant, der stillede deres hjælp til rådighed. Hvad der sker herefter, er næsten for godt til at afsløre, men vil blot sige, at ligesom Crown of the Sunken King og Crown of the Old Iron King havde deres referencer til Dark Souls 1 lore, så vil referencerne i Crown of the Ivory King slå benene væk under dig, hvis du, som jeg, er fan af Dark Souls’ historie. Det er som en tur ned af memory lane, og selvom det måske kun er min egen spekulation, så har From Software aldrig været bleg for at ligge små hints rundt omkring, som får en til at trække på smilebåndet. Dlc’en ender med en fantastisk bosskamp, hvis sværhedsgrad og nostalgi, gør mange af spillets andre bosser til skamme. Gennem hele Crown of the Ivory King, har du mulighed for at finde npc’er, som kan hjælpe dig i den endelige kamp. Man får en npc forærende, og de resterende skal findes i skjulte celler rundt om i Frozen Eleum Loyce. Dette er så klart den bedste dlc efter min mening, jeg har på ingen måder været skuffet. Dark Souls 2: Crown of the Ivory King har leveret som forventet, og alligevel, så meget mere end det.

DSII-DLC3-08-Ice_packed_room_1410968486-1152x648

Tags